DGI - idræt og fællesskab

    | Flere

    Verdensholdsgymnaster populære som efterskolelærere

     Otte gymnaster fra Verdensholdet har fået job som efterskolelærere, når de vender hjem til Danmark.

    Gymnasterne fra DGIs Verdenshold er populære som efterskolelærere. Ikke mindre end otte af holdets 28 gymnaster har fået job på en efterskole til august, og typisk står der gymnastik på skemaerne.

    Kristoffer Hedegaard Andreasen er en af de otte, der bytter rollen som omrejsende Verdensholdsgymnast ud med titlen som gymnastiklærer. Han har fået job på Flemming Efterskole.

    - Jeg er helt sikkert blevet ansat, fordi jeg har været med på Verdensholdet. Efterskolerne vil jo gerne have Verdensholdsgymnaster som et trækplaster, siger Kristoffer Andreasen, der glæder sig til at lave gymnastik med en masse unge og lære fra sig som træner.

    Følg Verdensholdet

    Læs mere om Verdensholdets oplevelser rundt i verden og de 28 gymnaster.

    I juni 2009 giver Verdensholdet otte opvisninger i Danmark, inden turneen afsluttes til Landsstævnet i Holbæk.

    Masser af ideer til undervisningen

    Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole ved Horsens har ansat Anders Mark Aagaard fra DGIs syvende Verdenshold. Han bliver kollega med tre tidligere Verdensholdsgymnaster, for Bjerres forstander Troels Ross Petersen har gode erfaringer med at ansætte gymnaster, der har været med DGIs Verdenshold.
     
    - Verdensholdet er en blåstempling. Gymnaster fra holdene mestrer hele paletten indenfor gymnastikken, og de har masser af ideer til undervisningen, også til elever, der gerne vil have gymnastik på et højt niveau. Samtidig er det klart et plus for skolen og eleverne, at vi har lærere, som har været med på Verdensholdet, siger Troels Ross Petersen.

    Han peger også på, at gymnasterne typisk flyttet sig på det personlige plan i løbet af det år, de er af sted med Verdensholdet.

    Gode rollemodeller

    Verdensholdsgymnasterne er desuden gode rollemodeller for eleverne. På Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole er det en tradition, at gymnasterne holder foredrag om oplevelserne med Verdensholdet og det at leve så tæt sammen med andre.
     
    - De fortæller eleverne om op og nedture, og det er rigtig godt for vores elever at høre, at alting ikke er en dans på roser. Også i forhold til hvad eleverne selv oplever i løbet af et år på efterskole, siger Troels Ross Petersen.

    Rustet til jobbet

    Siden 2000 er mellem halvdelen og en tredjedel af Verdensholdsgymnasterne blevet efterskolelærere efter hjemkomsten.

    Og når Kristoffer Andreasen sammen de øvrige gymnastiklærere på Flemming Efterskole skal stå for elevernes fællesserier, spring for piger og drenge og spring/rytme, så er han sikker på, at han vil trække på sin ballast fra Verdensholdet.

    - Jeg har fået så meget ud af Verdensholdet og har nogle nye perspektiver på træning. Når du er af sted med Verdensholdet kommer du ud for så mange ting, at du er godt rustet til de forskellige situationer, du møder som træner og lærer, siger Kristoffer Andreasen.

    Skubber gymnasterne videre

    F.eks. har han selv haft problemer med tæer og hæl, og skaderne gjorde, at han måtte se på, mens de andre var på gulvet.

    - Noget af det hårdeste for gymnaster er at være skadet og ikke få lov til at være med. Det sætter sig psykisk. Jeg har fået nogle redskaber til at komme videre, når noget går galt, og det kan jeg give videre til de yngre gymnaster, og skubbe dem i den rigtige retning, siger Kristoffer Andreasen.


    Af Majbritt Lykke Andersen

    Ejer: Kommunikationsafdelingen

    www.vestas.dk
    DGIs Verdenshold